Så åbner Metroen i Sydhavnen

K Lørdag den 22. juni indvies M4 til Sydhavn og Valby efter knap seks års anlægsarbejde. Det sker med en stor gadefest og en officiel åbningsceremoni, der afholdes på Mozarts Plads. Her har H.M. Kongen givet tilsagn om at indvie metroforlængelsen og officielt erklære de fem nye stationer åbne for passagerer. ”Det er altid en historisk dag, når nye metrostationer åbner. Vi er derfor meget glade for, at Kongehuset har givet tilsagn om, at Hans Majestæt Kongen vil deltage i åbningen af M4 til Sydhavn og Valby.

Med mere metro sikrer vi ikke blot et stærkere og mere effektivt trafiknet i hovedstaden, vi skaber også nye, hurtige forbindelser fra København til resten af regionen og landet”, siger direktør i Metroselskabet, Erik Skotting.

Når de fem nye stationer på M4 åbner, vil det nye trafikale knudepunkt, København Syd, gøre det let for passagererne at skifte mellem metro, bus, regional- og S-tog. Med forlængelsen af M4 til Sydhavn og Valby vil passagerne dermed få flere nye forbindelser ind og ud af byen, til resten af landet og på længere sigt ud i Europa.

Når forlængelsen af M4 åbner, kan passagererne rejse direkte mellem Orientkaj i Nordhavn og København Syd i Valby. Undervejs kan man skifte til M3 Cityringen på seks stationer og til linjerne M1 og M2 på Kongens Nytorv. Derudover bliver det muligt at skifte mellem både S-tog og regionaltog på København Syd, København H og Østerport samt S-tog på Nordhavn. 

Kilde: Metroselkabet. Foto: Søren Hytting / Metroselskabet.